DDS_01 – Fremtidens spejderhytte, konkurrence

By 6. august 2018Projekter

Konkurrenceforslag til Fremtidens Spejderhytte – Ny spejderhytte til Viby Spejderne. Som erstatning for en nedbrændt spejderhytte i Viby J, ville Aarhus Kommune have forslag til en moderne måde at lave spejderhytte på. Grunden er et grønt åndehul i bymæssig kontekst. Terrænet falder kraftigt mod nord, hvilket udnyttes til at danne en stor aktivitetsplads i en ”gryde” mellem det naturlige amfiteatralske terræn og en boomerang-formet bygning der vokser ud af landskabet.

Hytten opdeles i en opvarmet og en uopvarmet bygningskrop adskilt af et stort overdækket areal med pejs og udekøkken. Bygningen ”vokser” ud af landskabet med en kontinuerlig, let stigende tagflade hvor der er adgang for leg, ophold og aktiviteter. Taget afsluttes i et raftetårn der desuden indeholder klatrevæg og opbevaring. De to bygningsenheder kan bruges uafhængigt af hinanden af forskellige brugergrupper, ligesom der er adgang til begge depoter og handicaptoilet udefra. Hytten er tænkt opført i massivtræselementer, cedertræs-facader og et grønt tag med græs og sedum der forsinker nedsivning og giver liv til insekter.