BHF_63 – Skarptskåret kolonihavehus klædt i træspån

By 7. februar 2018Projekter

SPOT architecture har designet et kolonihavehus til en ung kunsthåndværker, som ønskede en moderne bolig med fokus på godt dagslys og en orientering mod syd således at den visuelle kontakt til terrassen opprioriteres. Bygherre havde et stort ønske om at kombinere træ og beton, både ude og inde.
Boligen udgør 50m² brt. og fremstår som et kvartrat placeret tilbage på grunden. Boligen orienterer sig mod den sydvendte terrasse. De store sydvendte vinduespartier ud mod betonterrassen er med til at trække dagslyset ind i boligen, og sørger ligeledes for at nedbryde grænsen mellem ude og inde, således at terrassen opleves som en udvidelse af boligens opholdsrum. Boligen opføres med et 20 graders saddeltag som føres ud over facaden så taget er med til at skabe en overdækket opholdszone ved terrassen.

Ankomsten til boligen sker i den nordvendte facade. Opholdsområdet består principielt af ét stort sammenhængende rum som indeholder køkken, stue og spiseplads. Fra køkkenet har man det fulde overblik, og kontakt til resten af huset ved hjælp af den åbne planløsning. Fra køkkenet er der nem adgang til terrassen via de store foldedøre, der kan åbne hele facaden op.
Fra opholdsområdet er der adgang til værkstedet samt til en hems, som udgør soveværelse. Over hemsen er der placeret ovenlys, som vil få rummet til at føles større samt den tætte kontakt til naturen bibeholdes. Fra værkstedet er det ligeledes muligt at åbne helt op ud til terrassen. Værkstedet er indrettet så det kan transformeres om til et værelse med plads til en dobbeltseng.
Tagets udhæng mod syd skærmer mod overophedning og giver ly til ophold på terrassen i regnvejr, ligesom man i let regn, kan have skydedørene stående åben uden at det regner ind.

Boligens gulve udføres som poleret beton, der vil matche de stramme linjer og øvrige materialer. Terrassen opleves nærmest som en del af husets opholdsrum og de store glaspartier gør at materialeovergangen her er vigtig. Terrassen støbes således også i beton og behandles så den matcher de polerede betongulve inde.
Facader og træ tækkes med ubehandlede ege-spån der efter et par år vil fremstå naturligt sølvgrå og skal ikke vedligeholdes. Mod syd og vest etableres flytbare skoddepartier i egetræslister. Det giver brugerne af bygningen mulighed for at bevare den visuelle kontakt til omgivelserne samtidig er de medvirkende til at forme bygningens arkitektoniske udtryk og skærme for indkig.
Døre og karme monteres uden gerigter, ligesom fodlister udelades. Ale indvendige overflader – vægge, lofter, køkkenfronter udføres i krydsfinér. Krydsfinerslofterne suppleres med akustisk dæmpende felter, hvor udvalgte plader perforeres og der monteres bagvedliggende akustikdæmpende batts.